|
Sorgreaktioner
Vi kan ikke forberede os på, hvordan vi
reagerer, når vi mister et menneske, der har
betydet noget for os - på godt eller ondt.
Vores reaktion afhænger også af, hvordan døden
indtraf - om den var ventet efter en
sygdomsperiode eller om det skete pludseligt,
som f.eks. af et hjerteslag eller ved en ulykke.
Lige efter dødsfaldet er der som regel mange
mennesker omkring os, og måske er det heller
ikke rigtigt gået op for os, at vi aldrig mere
skal se afdøde.
Ofte kommer erkendelsen af det uigenkaldelige
tab gradvist og sorgen kan hos nogle føles
dybere og mere påtrængende, som dagene går.
Vi kan måske erkende vores tab på et
intellektuelt plan, men det kan tage længere tid
at erkende det på et følelsesmæssigt plan. Det
er vigtigt at give sig selv lov til at græde -
gråd er angstdæmpende og forløsende.
Det er helt almindeligt at føle sig tom og angst
for aldrig at blive glad igen. Ligesom man i
perioder kan føle angst for, at man er ved at
miste forstanden. Det er også almindeligt at
føle vrede (på sig selv, sygehuset, lægen og
overfor den man har mistet) - og mange får
skyldfølelse over ting, som blev sagt og gjort
eller over ting, man ikke fik sagt og gjort.
Læs mere om sorgreaktioner i pjecen "Hvad er
sorg?", som du kan bestille på - 35 26 29 19
- du kan også gå på biblioteket, der findes
mange bøger om sorg og krise og det at have
mistet.
Sorggrupper / selvhjælpsgrupper:
Det kan være en rigtig god hjælp at deltage i en
sorggruppe eller en selvhjælpsgruppe. Her er
andre mennesker i samme situation som én selv og
det er tilladt at tale om sorgen og savnet af
det elskede menneske igen og igen.
Sorg er et adskillelses- og reparationsarbejde,
der tager tid. Det er vigtigt at tale om tabet
og om afdøde. Hver gang vi taler om det, der er
sket og taler om det menneske, vi har mistet,
erkendes tabet på nye måder og med nye dybder.
Sorgarbejdet består af 4 opgaver:
1) At erkende tabet.
2) At gå ind i sorgens følelse.
3) At lære nye færdigheder.
4) At vende sig mod livet igen.
Se hvordan du kommer i kontakt med en sorggruppe
eller selvhjælpsgruppe under "Links". |
 |